V: Lykkelig for sygehus-milliarder til Midtjylland
11 oktober, 2009 skrevet af Anne V. Kristensen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddeler i sin åbningstale tirsdag klokken 12, at regeringen leverer finansiering til to nye superhospitaler i Region Midtjylland. Nemlig det nye universitetshospital i Skejby og et nyt vestjysk akuthospital i Gødstrup ved Herning.
Venstres regionsrådsformands-kandidat Anne V. Kristensen – der også er gruppeformand i Regionsrådet – er lykkelig for den melding.
-Jeg er lykkelig! Jeg har arbejdet benhårdt for den løsning, der tegner sig. Blandt andet med tæt kontakt til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Venstres næstformand, skatteminister Kristian Jensen, siger Anne V. Kristensen.
Anne V. Kristensen glæder sig dog også over, at regeringen har øje for den utryghed, som dele af befolkningen i Nordvestjylland har givet udtryk for.
-Jeg er mægtig glad for at vi nu får et helt nyt sygehus og at Regeringen også har haft øje for Holstebro og Lemvig. Vi har fået en klar tilkendegivelse af, at akutfunktionen i Holstebro skal fortsætte, indtil det nye hospital, og at der i den langsigtede planlægning at akutberedskabet skal være et fremskudt akutberedskab i Lemvig, siger Anne V. Kristensen.
-Det hænger rigtigt godt sammen med den døgnbemandede lægebil i Lemvig, som vi har etableret på Venstres initiativ i sommer. Når der fra Regeringens side bliver lagt vægt på at der skal være fremskudt akutberedskab i Lemvig, vil det være oplagt at samtænke lægebilen med dette, siger Anne V. Kristensen.
-Der vil efter min mening fortsat være funktioner i Holstebro – også efter at det nye hospital står klart, siger Venstres regionale førstekvinde.
