Det vil Anne
Ventetider skal væk på sygehuse
-Som Venstres bud på en ny regionsrådsformand er det mit mål at samle HELE regionen om en fælles vision. Venstres vision er klar. Vi har fire fokus-punkter: Alle patienter skal kunne få kvalitets-behandling indenfor 30 dage i en region hvor alle stillinger er besatte og hvor økonomien er sund og stærk, og vi gør HELE Region Midtjylland til en stærk vækstregion. Det er ambitiøst, og visionen bliver ikke til virkelighed på en uge. Men med mig som regionsrådsformand er det her, Region Midtjylland skal fokusere i de kommende år.
1. VÆK MED VENTETIDER
-Vi holder fast i behandlingsgarantien på 30 dage. Det er en ret patienterne fik i 2007 og den ret vil vi ikke tage fra patienterne. Jeg kan love at Region Midtjylland igen kommer til at efterleve denne patientrettighed, hvis jeg sætter mig i formandsstolen. Der vil samtidig blive sat mål op for den ventetid, vi selv inde i systemet genererer, f.eks. skal henvisninger sendes inden 24 timer.
2. EN BEDRE ARBEJDSGIVER
-Hvis det skal lykkes for få alle stillinger besatte, skal vi være en bedre arbejdsgiver, der forstår, at vi skal tilbyde moderne og dynamiske arbejdspladser. På moderne arbejdspladser får personalet gode idéer, de har god mulighed for at aflevere idéerne og de kan se deres idéer blive til virkelighed. Sådan skal Region Midtjylland være som arbejdsplads. Vi skal være bedre arbejdsgivere og sætte personale og ledelser fri for regler der ikke kan forsvares og forklares.
3. SUND OG STÆRK ØKONOMI
-Region Midtjylland har endnu ikke overholdt et eneste budget. Vi vil en stabil økonomisk situation og ikke skiftevis op- og nedture. Vi vil fordele midler med incitament til afdelinger og ikke som i dag med nul incitament. Vi vil lægge mere økonomi ud decentralt og indhente erfaringer fra andre regioner og hospitaler og vi vil også bruge dem.
4. VÆKST I HELE REGIONEN
-Vi vil fortsat satse på at styrke beskæftigelse og erhvervsudvikling indenfor erhverv/sundhed, energi/miljø og fødevarer. Det kræver lange seje træk at sikre beskæftigelse og erhverv i Region Midtjylland også efter finanskrisen og det kræver uddannelse, offentlig medvirken og finansiering i udvikling og forskning samt en god infrastruktur. Derfor er Kattegatbro og motorveje noget vi fortsat vil presse Regering og Folketing til at investere i.
Med venlig hilsen
Anne V. Kristensen
