Budgettale: Annes tale ved regionsrådets 1. behandling af 2011-budgettet

25 august, 2010 skrevet af Anne V. Kristensen  

Vi står her med et dybt bekymrende forslag til budget for 2011. Vi har aldrig haft flere penge, vi har aldrig haft flere ansatte og i 2011 får vi 430 mio. ekstra af Regeringen. Alligevel er det nødvendigt at spare eller omprioritere 284 mio. kr. i 2011. Så skulle man jo tro at budgettet er i balance, men der er så mange betingelser der skal være opfyldt for, at vi kan regne med at økonomien kommer i balance i 2011 og vi skal også lige huske at der er ingen kasse at hente pengene op af, for den er også tom. Vi står med store anlægsudgifter forude og i forslaget er anlægsbudgettet faldende af den simple grund at pengene er brugt.

Det er i økonomiaftalen mellem Regeringen og Danske Regioner aftalt at økonomien skal overholdes både i budgetter og i regnskaber. Den aftale var der også for 2010, men man kan vist roligt sige at aftalen blev brudt. Indtil videre viser rapporten fra 1. kvartal en overskridelse på 223 mio. og i juni i år var overskridelsen vokset til 353 mio. Og så må vi jo se hvad rapporteringen fra 2. kvartal siger – vi håber den ser bedre ud.

Foreløbigt har vi allerede med dette forslag for 2011 brudt aftalen, da der budgetteres med 37 mio. kr. mere end det er aftalt i økonomiaftalen.

De betingelser der skal til for at budget 2011 holder er:
at alle overholder budgetterne – og det er ikke et eneste år i regionens historie lykkedes. – og det gælder altså også hvis der kommer uforudsete udgifter!

En anden er penge til psykiatrien. Det er en betingelse, at de penge vi har fået gennem satspuljerne og som udløber snart, at de penge bliver videreført. Det skulle der være gode chancer for, da det er aftalt med Regeringen i juni måned i år, at Regeringen vil søge tilslutning til forlængelse af midlerne hos de andre partier på Christiansborg.

For at budgettet skal holde er det også en betingelse at vi får lån på 198 mio. til at betale afdrag med. Der er afsat 350 mio kr. på landsplan til dette formål, så i virkeligheden beder vi ene region om over halvdelen af denne pulje. Det gjorde vi også sidste år og det lykkedes med den begrundelse at vi havde likviditetsproblemer. Jeg håber også det lykkes i år men vi kan nok ikke regne med at vi i al evighed bliver ”belønnet” for at have likviditetsproblemer.

Det er også en betingelse at renten ikke stiger med mere end 1%. Renten er svær at forudsige så vi vil fra Venstres side gerne kvittere for at den usikkerhed, på ansvarlig vis, er indregnet i budgettet.

Endnu en af betingelserne er at vi sænker forbruget af ny dyr medicin og igangsættelse af nye behandlinger med 125 mio. kr. i forhold til sidste budget. Det er altså en besparelse på den konto alene på 56%. Det kan virke som en næsten umulig opgave idet vi hvert eneste år har haft fokus på denne kontos udvikling i opadgående retning. Selvom der er nedadgående tendenser i år, så er Dansk Industris tilbud om at finansiere teknologi i sundhesvæsenet meget velkomment og vi bør hurtigst muligt få belyst rammerne for sådanne OPP-projekter. For hele udviklingen af sundhedsvæsenet handler om teknologiske løsninger. Er vi foran der, så er vi foran altid.

Derfor vil vi bede administrationen tage kontakt til DI og gerne inden budgetforhandlingerne.

Den sidste betingelse jeg vil nævne er vedr. deponering i forbindelse med bygning af P-huse. Vi har søgt om fritagelse for deponering, men endnu ikke modtaget svar. Resultatet kan blive alt mellem 0 og 75 mio. kr., som belaster anlægsbudgettet.

Samtidig har vi kunnet læse i pressen at S,SF og De Radikale har ”fundet” 30 mio. kr. til forbedringer af retspsykiatrien. Og i dag fortælles det også hvor pengene er fundet. Vi er meget åbne for forbedringer i psykiatrien, men finansieringen skal være på plads og iorden. I det vi i dag har kunnet læse i pressen ser det ud som om at det er penge der bruges to gange. Der tages penge fra en pulje til udvidelse af behandling af voksne syge og en statslig anlægspulje. Vi vil i Venstre gerne rette op retpsykiatriens problemer, men vil gerne se den konkrete finansiering først.

Udover forbedringer i psykiatrien vil vi genfremsætte ønsket om døgndækkede lægebilerne i Randers og Horsens. Borgerne i de områder har lige så stort krav på tryghed og livreddene behandling, hvis de bliver syge eller kommer til skade, som de øvrige borgere i regionen har.

Vi genfremsætter også ønsket om et hospice mere.

Vi vil, som i de foregående år, medbringe et konkret budgetforslag med finansierede ønsker til forhandlingerne.

Vi er i Venstre overbeviste om at vi ikke kun skal forlade os på en mulig ændring af bloktilskudsfordelingen i 2012, men også skal fortsætte med at handle, når en kvartalsrapport viser overskridelser, som det blev gjort i dette forår.

Samtidig hermed skal vi begynde at se på hvilke områder, der med fordel kan nytænkes, hvilke gode erfaringer fra hospitaler og/eller andre regioner der med fordel kan implementeres, vi skal have større fokus på at tænke som én region, synergieffekter og arbejde på forbedringer af vores fremtidige interne styringsmodeller. Altsammen noget der vil forbedre regionen uden at forringe forholdene for patienterne og den aktivitet der skal være.

Vi skal turde tage et politisk ansvar og det tør vi godt i Venstre. Hvis vi havde taget fat da budgettet blev lagt, som vi foreslog, så havde vi været 11 måneder længere fremme. Vi havde dermed med større sikker kunnet lave et budget for 2011, som rent faktisk holder sig inden for økonomiaftalen og som også lever op til aftalen om at både budgetter OG regnskaber skal holde sig indenfor aftalen. Vi havde måske endda kunnet bevare anlægsbudgettet på niveau uden at det skulle sænkes og vi havde kunnet undgå at låne til renter og afdrag.

Vi har tidligere givet udtryk for at de 284 mio. omprioritering ikke er nok og det mener vi stadig. Vi videresender dog forslaget til videre behandling, og afventer budgetseminar og ikke mindst resultatet af 2. kvartalsrapport, som er af afgørende betydning samt forhandlingerne, som vi ser frem til bliver konstruktive.